Nabo til vejarbejdet
Parkering

70 nye P-pladser klar til julehandlen i Albanigade

16. december 2015

 

I godt et halvt år har beboerne og butikslivet i Albanigade levet med vejarbejde og begrænset adgang til parkering. Men nu lysner det.

Arbejdet med at flytte forsyningsledninger er næsten overstået. Og da der ikke længere er brug for fire spor til bilerne i Albanigade, har Odense Kommune nu etableret P-pladser på begge sider af vejbanen hele vejen fra åen og ned til SuperBrugsen.

De i alt 70 nye P-pladser skal ikke blot gøre det nemmere at købe de sidste julegaver i området.

Efter planen går der nemlig to et halvt år, før der igen skal graves i Albanigade – når der skal lægges spor til letbanen i sommeren 2018. Der er altså rig mulighed for at parkere i Albanigade de næste par år.

– Jeg er rigtig glad for, at der nu er etableret 70 nye P-pladser i Albanigade. Det er godt for de erhvervsdrivende i Albanigade, der har følt sig ramt af transformationen af midtbyen og det forberedende arbejde til letbanens etablering. Jeg har hele tiden sagt, at det bliver skidt, før det bliver rigtig godt. De nye P-pladser er heldigvis med til at afbøde nogle af de udfordringer, som vi lige nu oplever, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).


Masser af P-pladser i hele Odense C 

Man kan parkere gratis på de nyanlagte P-pladser på Albanigade. På hverdage dog kun op til to timer i tidsrummet klokken 09.00-18.00 og 09.00-14.00 om lørdagen.

Du kan få det fulde overblik over P-pladser i Odense centrum med app’en ”OdenseParkering” (til iPhone og Android) samt på www.odenseparkering.dk

Albanigade vil fortsat være spærret for gennemkørsel i den nordlige ende ved Albanibroen – på grund af arbejdet med at omdanne Thomas B. Thriges Gade til en ny bydel. Der først bliver åbnet for biltrafik over Albanibroen, når de nye parkeringskældre på den sydlige del af Thomas B. Thriges Gade er færdige.

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×