Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Parkering

800 p-pladser i grønne klæder på vej i Hjallese

24. august 2021

 

”Det gamle træ, o, lad det stå” – sådan skrev H.C. Andersen. Det er da også omdrejningspunktet for Parkering Odense Syd i Hjallese, hvor et smukt gammelt bøgetræ har fået en helt central plads ved letbanestationen i midten af det store parkeringsanlæg, der nu er så godt som færdigt.

- Det er jo et fantastisk flot og gammelt træ, som det ville være synd at fælde. Derfor blev der også lavet om på projektet, så træet heldigvis har fået lov til at blive stående, fortæller projektleder Claus Nielsen, Odense Letbane.

Artiklen fortsætter under billedet

 

Tanken om et parkeringsanlæg med knap 800 pladser kan virke goldt, og det er også duften af den varme nylagte asfalt, der rammer næseborene, når man ankommer til Parkering Odense Syd – det nye parkeringsanlæg i det sydlige Odense. Men den gamle bøg og de cirka 320 nye træer, der er plantet omkring parkeringsanlægget på små høje, skaber et grønt udtryk og en sammenhæng med den nærliggende fredskov, der omkranser parkeringsanlægget.

Entreprenøren er ved at lægge sidste hånd på Parkering Odense Syd, som efterhånden synes færdig. Kun den sidste finish mangler. Der går dog stadig lidt tid, inden parkeringsanlægget åbner for offentligheden.

- Parkering Odense Syd åbner først, når letbanen går i drift omkring årsskiftet. Hele præmissen er, at parkeringsanlægget er forbundet med den kollektive trafik. Derfor giver det først mening at åbne anlægget, når folk kan tage letbanen til og fra til deres parkerede bil eller cykel – eller rejse videre med en langtursbus, siger Dan Ravn, chef for drift og vedligehold hos Odense Letbane. 

Artiklen fortsætter under billedet 

 

Når letbanen går i drift, er det muligt gratis at parkere sin bil eller cykel – eller benytte det såkaldte ”kiss and ride”-område, hvor bilister hurtigt kan sætte passagerer af. Fra parkeringspladsen er det nemt at skifte til letbanen mod centrum eller Hjallese Station – eller køre videre med langtursbusserne, der fremover få base her, så de hurtigt kan komme til og fra motorvejen på turen mellem de større danske byer.

I tilknytning til bussernes holdepladser for af- og påstigning er der etableret venterum med toiletfaciliteter. Venterummet er beklædt med trælameller og har et moderne og klimavenligt sedumtag. Dermed passer bygningen arkitektonisk til letbanens nærliggende transformerstation, der har samme visuelle udtryk.

Cyklister får desuden nemt ved at stille cyklen ved et af de 225 cykelstativer, og for bilister med elbiler er der etableret ladepladser til 10 elbiler. Der er ligeledes lavet forberedelser, så det er muligt at udvide med flere ladepladser.

Parkering Odense Syd åbner, når letbanen efter forventningen går i drift omkring årsskiftet. Inden da vil der være enkelte undtagelser, hvor anlægget efter aftale udlånes til særlige og kortvarige begivenheder.

 

Fakta om Parkering Odense Syd

  • Parkering Odense Syd ligger i Hjallese mellem Munkebjergvej og Søndre Hospitalsvej – tæt på motorvejen ved afkørsel 50
  • Parkeringsanlægget består af knap 800 parkeringspladser – cirka 600 i det asfalterede område og 200 i grus
  • Der bliver etableret 10 ladepladser til elbiler – med mulighed for at udvide til flere pladser
  • Der er cykelparkering til cirka 225 cykler
  • Der er hurtig adgang til letbanestationen Parkering Odense Syd
  • Ud over letbanestationens læskærme, er der også et overdækket venterum med toiletfaciliteter
  • I forbindelse med Parkering Odense Syd, ligger Odense Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter
  • Parkering Odense Syd forventes at åbne samtidig med letbanen omkring årsskiftet 2021-2022

 

Få seneste nyt fra Odense Letbane - tilmeld dig nyhedsbrev

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse