Nabo til vejarbejdet
Mennesker

Brandmænd på øvelse: Løfter et letbanetog med super-donkrafte

10. marts 2020

 

Det er slet ikke sikkert, at udstyret nogensinde kommer i brug på letbanen. Men derfor skal man jo alligevel være forberedt på det værst tænkelige…

Derfor er mandskab fra Beredskab Fyn blevet uddannet i at håndtere uheld og personredning i forbindelse med letbanen. Odense Letbane har sponsoreret en særlig redningsvogn, som er fyldt med nyt specialudstyr. For eksempel særligt stærke donkrafte, der kan løfte op til 60 ton, samt løftepuder, der også kan klemmes ind på smalle steder.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)


Specielle løftepuder kan komme ind, hvor der ikke er meget plads.

 

I sidste uge var 16 brandmænd igennem en instruktøruddannelse, så de kan videreformidle deres viden til resten af Beredskab Fyns mandskab.

- De er tidligere blevet uddannet i sikker jording af kørestrømmen – som på mange punkter ligner den måde, de i forvejen er uddannet til at kunne foretage sikker jording på Banedanmarks anlæg, forklarer Frank Praefke, der er operativ leder hos Beredskab Fyn:

- I denne uge (i sidste uge, red.) har fokusset været på personredning – uanset om det er personer, der er spærret inde i et tog, eller det er en person, der er kommet i klemme mellem et tog og et andet emne.

 

Beredskab Fyns nye redningsvogn kan løfte et letbanetog

 

(Artiklen fortsætter under billedet)


En instruktør fra togleverandøren Stadler gennemgår udstyret.

 

I tilfælde af en ulykke kan Beredskab Fyn løfte forenderne af de tonstunge letbanetog op til en meter. På den måde løftes hjulene fri af skinnerne, så man kan komme ind under toget.

Træningen med løfteudstyret er foregået på Odense Letbanes store kontrol- og vedligeholdelsescenter i Hjallese, hvor de første odenseanske letbanetog er ankommet.

Derfor er øvelserne også foregået med et rigtigt letbanetog. Og derfor har teknikere fra Odense Letbanes togleverandør, Stadler, stået for instruktion samt en generel gennemgang af letbanetogene – så de lokale redningsfolk er klædt ordentligt på til alle tænkelige scenarier.

Som sagt er det slet ikke sikkert, at løfteudstyret nogensinde kommer i brug i forbindelse med letbanen. Derfor skal bilen med specialudstyret kunne løse opgaver i hele Beredskab Fyns område. For eksempel opgaver inden for frigørelse, løft af tunge køretøjer, højderedningsopgaver eller masse-tilskadekomst.

 

Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×