Nabo til vejarbejdet
Anlægsarbejde

Det sidste stik på Stadionvej

17. december 2015

 

Det forberedende arbejde på Stadionvej nærmer sig en afslutning. Det betyder, at beboerne får fred og normal trafik det næste stykke tid. Men inden de sidste huller kan lukkes, skal telekablerne forbindes på tværs af Stadionvej – et stykke finmekanisk præcisionsarbejde.

På Stadionvej er to anlægselektrikere, Tommy og Peter fra TDC, ved at lægge sidste hånd på kablerne. De sidder i hvert sit telt på begge sider af vejen. Udenfor står en lille generator og et oliefyr, der sender varme ind i teltene. Det er godt, for det er koldt derude, og kabelarbejdet er præcisionsarbejde, som kræver både opvarmede fingre og kabler.

Kabelarbejdet er kulminationen på det arbejde, der har forberedt Stadionvej til letbanen. Det er sidste skridt, inden alle huller lukkes til, og det forberedende arbejde bliver erklæret afsluttet.

De to elektrikere, Tommy og Peter, er i gang med at splejse gamle kabler sammen med nye – så beboerne fortsat kan se TV, bruge internet og tale i telefon med svigermor.

- De nye kabler er blevet gravet længere ned i jorden, tværs over Stadionvej, så letbane-traceet kan blive bygget uforstyrret ovenpå. Nu skal det nye kabel så kobles sammen med de gamle eksisterende kabler på hver side af Stadionvej, fortæller Tommy.

 

undefined


Et stort puslespil

Det kabelrør, som Tommy og Peter arbejder med i dag, består af 200 kobbertrådpar, altså 400 tråde i alt. Hver enkelt tråd leverer både TV, internet og telefon til abonnenter i området omkring Stadionvej.

Kablerne fremstår i et væld af farver. Trådene er farvekodede, så selvom de fremstår som et stort kaos af farvede ledninger, ligger de i en sirlig orden for det trænede øje.

- De nye kabler er pakket ind i plastik, og ledningerne er smurt ind i vaseline. Hvis der imod alle odds skulle snige sig vand ind til kablerne, trænger vandet ikke ind til tråden, og vaselinen forhindrer vandet i at vandre videre langs trådene, forklarer Tommy og fortsætter:

- Det nye kabel med 200 trådpar er delt op i bundter af ti. Det gamle kabel er derimod et lagkabel, hvor de 200 trådpar kun er inddelt i to forskellige farver, men til gengæld ligger i flere lag.


Arbejdet flytter videre

Kablerne skal splejses sammen ved hjælp af et såkaldt splejsermodul. Det ligner en kæmpe kam med farvede tænder. Hver ledning passer til en farve på en af splejsermodulets tænder.

Når kablerne ligger klar i splejsermodulet, begynder arbejdet med at parre de nye kabler med de gamle. Her kommer en tredje part ind i billedet.

- I den anden ende af telefonlinjen sidder vores kollega på centralen. Ved hjælp af en walkie-talkie-lignende søgemaskine finder vi den rigtige ledning, der udløser et bip inde på centralen. Så ved vi, at vi har fat i de to rigtig kabler, fortæller Tommy.

Når de første 50 ledninger er placeret i splejsemoduler oven på de nye, splejses de sammen i et hug med et splejseværktøj, en slags tang. Når alle 200 trådpar er splejset sammen, pakkes de ind og er klar til at forsyne abonnenter i området.

Arbejdet, som Tommy og Peter udfører på Stadionvej i dag, foregår mange steder rundt omkring i byen. Ofte er de elektrikere som Tommy og Peter, der laver den afsluttende finish på større omgange med flytning af forsyningsledninger.

Selvom det forberedende arbejde nu er slut på Stadionvej, fortsætter arbejdet i nærområdet. I nordlig retning begynder forsyningsselskaberne at flytte kablerne på Højstrupvej fra januar. Og i østlig retning begynder det forberedende arbejde på Middelfartvej til marts.

 

undefined

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×