Nabo til vejarbejdet
Udbud

Flere tusind tons granit fra Portugal bliver til kantsten for letbanen

27. marts 2018

 

Næsten et kvart ton. Det svinger nålen op på, når en enkelt ’bordursten’ til Odense Letbane bliver lagt på vægten.

 

Bordurstenene er letbanens kantsten. Store granitblokke på en meter i længden med et tværsnit på 30 gange 30 centimeter bliver lagt langs begge sider af letbanen for at markere sporets afgrænsning. I alt skal der lægges godt 20 kilometer kantsten til Odense Letbane.

 

 

 

Ved Bilka kan du nu se, hvor letbanesporet skal ligge

 

 

Det er firmaet Bent Vangsøe Natursten med adresse i Middelfart, der skal levere de mange granitsten.

 

Men Danmark ligger ikke inde med store granitreserver. Derfor kommer langt de fleste af stenene til Odense Letbane fra Portugal. Nærmere bestemt et stenbrud i bjergmassiverne cirka 50 kilometer fra byen Porto.

 

- Bordurstenene begynder deres rejse som store granitblokke på 10-15 tons, der bliver savet ud i mindre elementer med en diamantsav. Derefter får de en endelig forarbejdning og behandling af alle overflader på en fabrik, hvor elementerne bliver ’jetbrændt’ med en slags svejseflamme. Det får teksturen og farverne frem i stenen, giver et mere naturligt look og giver desuden en mere skridsikker overflade, fortæller Peter Nygaard, der er direktør for Bent Vangsøe Natursten.

 

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

undefined

Granitten til Odense Letbane er af typen ’Roriz’. Det er en mørkegrå granit, som bliver brugt meget i Danmark.

 

 

De mange sten kommer fra Porto med skib til Danmark. Bent Vangsøe Natursten importerer meget granit fra Portugal, så en typisk sending til Danmark er på 3500-4000 tons. Til og fra havnen kræver sådan et læs mere end 100 lastbiler.

 

- Det er en meget stor sag for os. Det er den største ordre, vi nogensinde har haft, og det er en tung opgave, der kræver meget – og på alle områder er spændende at arbejde med. Så vi er naturligvis meget tilfredse med at have vundet ordren, slår Peter Nygaard fast.

 

 

Zoom helt tæt på: Sådan bliver letbanen i dit nabolag

 

 

Det kræver et stort set up og tungt grej at håndtere så mange tons granit. Men Bent Vangsøe Natursten, som ud over hovedsædet i Middelfart også har en lagerplads i København, har som ét af få danske firmaer kapaciteten til at løfte opgaven.

 

Bent Vangsøe Natursten leverer kantsten, fliser, brosten og så videre – og har for eksempel leveret sten til nyanlagte gågader i Vejle og Aabenraa samt til den nye Nørreport Station og Axeltorv i København.

 

- Vi har traditionelt også leveret meget til Odense. Vi er også for nyligt blevet valgt som underleverandør til Barslund A/S (der anlægger letbanetraceet mellem Idrætsparken og Odense Banegård Center, red.). Så vi skal ud over kantsten også levere sten til de nye byrum og pladser, slutter direktør Peter Nygaard.

 

 

Følg letbanearbejdet i Odense - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×