Nabo til vejarbejdet
Miljø

Hærværk mod kunstværk: Synd for de unge kunstnere – og for naboerne

6. april 2017

 

Et kunstværk på byggehegnet på Højstrupvej er blevet malet over af en person, der formentlig ville give sin mening om letbanen til kende. Det skal dog ikke gå ud over beboerne på Højstrupvej, så derfor vil værket blive repareret.

 

- Man har jo lov til at mene, hvad man vil – både om kunst og om letbanen. Men jeg tror, de fleste er enige om, at graffitihærværk i hvert fald ikke er særligt pænt at kigge på. Så det er lidt træls, for nu at sige det ligeud. 

 

Sådan siger Rune Bager, chef for nabokommunikation hos Odense Letbane. Han ærgrer sig over, at der i ugens løb er blevet begået hærværk mod et maleri på byggehegnet på Højstrupvej.

 

- Det er synd for de unge, der har været med til at lave udsmykningen. Og det er en skam, at naboerne på Højstrupvej nu skal kigge på noget, der helt objektivt er grimt, siger han.

 

 

Ny kunst på byggehegnet på Højstrupvej

 

 

Maleriet, der er blevet overmalet med graffiti, er lavet af unge fra Ung Vest i samarbejde med gadekunst-gruppen Byrumspolifylla. Værket nåede kun at blive få dage gammelt, inden en ukendt person valgte at give sin mening om letbaneprojektet til kende på en uhensigtsmæssig måde – med graffitihærværk.

 

- Et midlertidigt byggehegn er sjældent en fryd for øjet. Derfor vil vi nogle steder gerne gøre lidt for beboerne i lokalområdet ved at udsmykke plankeværkerne. Det har vi gjort flere steder i byen, typisk i samarbejde med lokale børn og unge, forklarer Rune Bager om baggrunden for maleriet på byggehegnet:

 

- Derfor synes vi heller ikke, at naboerne på Højstrupvej nu skal lide under, at kunstværket er blevet malet over. Så vi har fået hjælp af Hans Christian Arnklit fra Byrumspolifylla, der har "lappet" maleriet. Og så krydser vi fingre for, at man fremover kan finde en mere konstruktiv måde at give sin mening om letbanen til kende på end hærværk.

 

 

Følg arbejdet på Højstrupvej - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×