Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Letbane

Hvorfor tuder letbanen?

27. april 2021

 

I disse uger kører letbanen test på strækningen fra Hjallese til IKEA på Ørbækvej. Flere naboer og forbipasserende har undret sig over, at der af og til kommer en meget høj lyd fra letbanetogene. Det er der en særlig årsag til.

Lyden stammer fra den såkaldte tyfon, der er et højlydt horn. Når letbanen går i drift omkring årsskiftet 2021/2022, vil du kun høre tyfonen sjældent – og det er, når der opstår faresituationer.

- Tyfonen kan sammenlignes med en bil, der dytter. Færdselslovens retningslinjer for brug af bilhorn og letbanens tyfon er ens – de skal kun anvendes i faresituationer. Det er ligeledes loven, der fastlægger tyfonens lydstyrke, fortæller Thomas Gram, projektchef ved Odense Letbane.

Når det alligevel hænder, at tyfonen kan høres oftere i den odenseanske trafik i øjeblikket, så er der en særlig årsag:

- Lige nu er vi jo i en testfase, hvor alle letbanens systemer bliver afprøvet og testet – også tyfonen. Samtidig kan det være nødvendigt at benytte tyfonen, hvis der er en uopmærksom trafikant, uddyber Thomas Gram.

Når testkørslen bliver udvidet til hele strækningen, kan resten af naboerne langs sporet således forberede sig på, at de også en gang i mellem kan høre tyfonen.

- Under testfasen er vi opmærksomme på, at tyfonen kun bliver brugt, når det er nødvendigt. Både fordi den jo har en skarp og gennemtrængende lyd, der kan være generende – og samtig skal trafikanterne jo heller ikke vænne sig SÅ meget til den, at den mister sin effekt, understreger Thomas Gram.

Når testforløbet af afsluttet, og letbanen går i drift, vil tyfonen kun blive anvendt ved akutte faresituationer. Ved mindre situationer har letbanetogene en opmærksomhedsklokke med en ikke nær så høj lyd som tyfonen.

Odenseanerne kan selv hjælpe med til, at letbaneføreren ikke behøver at tage tyfonen i brug. Når letbanen kører i byen, er det nemlig vigtigt, at du som trafikant er ekstra opmærksom.

Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på i trafikken omkring letbanen.

 

 

 

Følg letbanearbejdet - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse