Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Mennesker

Joachim afsluttede skoleår med model af letbanen

2. juli 2021

 

Her er Joachim, der har lavet en flot model af Odense Letbane, som han på billedet stolt viser frem…

Modellen er udstillet på Rosengårdskolen i Odense. Samme sted er Joachim til daglig elev på Fønix – skolens specialafdeling for elever, som på forskellig vis har særlige indlæringsudfordringer.

Oven på en hård periode med "kedelige" afgangsprøver, fx diktater, færdighedsregning og læseprøver, fik eleverne sidst på skoleåret en fri, kreativ opgave – og her valgte Joachim at fokusere på letbanen. Hvilket ikke er helt tilfældigt, da letbanesporet kører tæt forbi Rosengårdskolen, hvorfra elever og lærere hen over foråret jævnligt har spottet letbanens testkørsler på stykket mellem SDU og Bilka.

For Joachim og hans klassekammerater kan det være en udfordring at fokusere på større og mere komplekse opgaver over længere tid. Så meget desto større er hans glæde og stolthed over at komme i mål med projektet, der viser alle letbanens stationer foruden en model af toget og nogle af letbanens vigtigste faktaoplysninger.

Fra letbanen siger vi: Godt gået, Joachim!.. 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse