Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Letbane

Letbanekunst på Tarup Bibliotek

26. maj 2021

 

Horisonten, Øjeblikket og selvfølgelig Brunneren – kært barn har mange navne, og letbanen har fået 16 styk. Et navn til hver letbanevogn. To kunstnere har brugt måneder på at lave digte og illustrationer, der tager udgangspunkt i navnene – og som er blevet til kunstværker der pryder letbanevognene indvendigt.

Selvom der er et stykke tid til, at passagerer kan se værkerne i de enkelte letbanevogne, er det nu igen muligt at se alle kunstværkerne samlet i én udstilling på Tarup Bibliotek. Her kan du nærstudere værkerne i sin helhed fra onsdag 26. maj og fire uger frem.

Udstilling om letbanekunst


Når letbanen går i drift ved årsskiftet 2021/2022, må du derefter tage på tur med letbanen for at gå på opdagelse i de enkelte værker.

Bag illustrationer og digte står to unge dygtige kunstnere. Aarhusianske billedkunstner Kristian Djurhuus med kunstnernavnet Mormor står bag illustrationerne til letbanen. Mormor har lavet værker, der kan ses både i ind- og udland – blandt andet Berlin, New York, Taipei og selvfølgelig Odense, og han er kendt for sin finurlige og fantasifulde streg. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et eksempel på et er værkerne er Øjeblikket - her fortalt i ord og billeder. Alle digtene er også oversat til engelsk, så engelsksprogede passagerer kan få glæde af lyrikken. Øjeblikket og de resterende 16 værker kan ses på Borgernes Hus fra mandag 26. november. 

Den anden halvdel af kunstner-duoen – Lui Larsen, har ikke haft brug for at gå på opdagelse i Odense på forhånd. Han er nemlig født og opvokset i byen. Lui har givet letbanenavnene et strejf af poesi med sine udtryksfulde strofer.

Udstillingen på Tarup Bibliotek kan ses frem til tirsdag 22. juni. Udstillingen har tidligere været vist i Borgernes Hus i efteråret 2020.

Fakta om navngivningen

De 16 tognavne er fundet i 2018. Efter input fra byens borgere valgte en dommerkomité temaet ’At rejse er at leve’ – med udgangspunkt i det berømte H.C. Andersen-citat. At rejse kan også være meget andet. Så odenseanerne kunne frit associere over sætningen ’At rejse er…’, som blev fuldført på nye måder. Det førte til næsten 1500 forskellige input. Efter en let omskrivning til konkrete navneforslag blev de 16 mest populære valgt i en stor, offentlig afstemning, hvor cirka 3500 personer stemte på deres favoritter.

Navnene på de 16 letbanetog er:

1.    BRUNNEREN  
2.    KOMPASSET
3.    FORBINDELSEN
4.    STRØMMEN
5.    OPDAGELSEN
6.    KÆRLIGHEDEN
7.    DRØMMEN
8.    EVENTYRET  
9.    FRIHEDEN  
10.  LYKKEN  
11.  HJEMKOMSTEN
12.  GLÆDEN
13.  ØJEBLIKKET
14.  PUSTERUMMET
15.  SYMFONIEN
16.  HORISONTEN

 

Følg letbanearbejdet - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse