Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Letbane

Letbaneskilte bliver nemme at læse – og med et vink til historien

30. maj 2018

 

En skrifttype er ikke bare en skrifttype.

 

Mest tydeligt bliver det, når det ikke fungerer. For eksempel når sangen til konfirmationen er trykt med en sirlig, men ulæselig skråskrift, eller når revisionsfirmaet får lavet skilte med ’tegneserie-skrift’.

 

Når letbanen om få år kører gennem byens gader, vil odenseanerne derfor møde en unik skrifttype, som Odense Letbane har fået udviklet. Den vil gå igen i information fra letbanen i drift – på skilte, på infoskærme, i foldere og så videre.

 

 

Se billederne: Letbanen bliver Odenses egen

 

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

undefined

Comeo er en hel familie af skrifttyper, der er designet til at kunne bruges på mange forskellige typer flader.

 

 

- Skrifttypen hedder ’Comeo’. Det er en kombination af de latinske ord Communia, som betyder fællesskab, Commeo, der betyder hyppig færden, og Eo, som betyder bevægelse til en destination, fortæller Janik Frithioff, der er grafisk designer hos Odense Letbane.

 

Sammen med skriftdesigneren Trine Rask har han udviklet den nye typografi.

 

- Comeo er udviklet inden for en dansk skrifttradition, som er tæt knyttet til skiltemaler-faget. Den er kendetegnet ved at være funktionel i sin udformning af de enkelte bogstaver. Det er funktionen, der skaber æstetikken – ikke omvendt, siger Janik Frithioff og fortsætter:

 

- Samtidig er der et lille vink til den tradition, man kender fra danske jernbaner og sporvejsselskaber. Det ses for eksempel i udformningen af det lille g, hvor sløjfen for neden kun er trukket halvt op. Det giver typografien en historisk kontekst.

 

 

3D-animation: Kom med ind i Odenses letbanetog

 

 

Comeo-skrifttypen er designet til at være nem at læse på alle flader – lige fra skilte og skærme til trykte materialer og web. Den skal samtidig give en ensartet oplevelse omkring letbanen. Derfor er der udviklet en hel skriftfamilie med flere varianter, som er nøje tilpasset forskellige flader.

 

- Den almindelige udgave af Comeo bliver brugt til kommunikation på tryk, nettet og andet. Derudover har vi lavet en udgave, som giver særligt høj læsbarhed på strategiske flader, som for eksempel skilte. Endelig har vi også udviklet en version til brug på såkaldte dot-matrix-skærme. Det gælder for eksempel infoskærme på letbanens perroner og i selve toget, forklarer Janik Frithioff.

 

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

undefined

Oversættelse af skrifttype til LED-skærme med lav opløsning, såkaldt dot-matrix, sikrer høj læsbarhed og skaber samtidig fælles identitet.

 

 

For at sikre en høj læsbarhed er alle varianterne af den nye skrifttype blevet testet undervejs i udviklingsprocessen. Odense Letbanes særlige ’tilgængelighedsgruppe’, som blandt andet tæller kommende brugere med nedsat syn, har givet værdifuld feedback.

 

I sammenhæng med den nye skrifttype er der også udviklet en serie piktogrammer til Odense Letbane. Det er små figurer, som er en vigtig del af skiltningen på stationer og i tog, hvor de for eksempel skal anvise pladser til cykler eller kørestolsbrugere.

 

- De skal sikre en hurtig afkodning med et universelt figursprog. Samtidig er piktogrammerne lavet, så de fremstår i det samme visuelle formsprog som skrifttypen. På den måde er de med til, at brugerne oplever en sammenhæng i, hvordan skilte skal afkodes, slutter Janik Frithioff.

 

 

Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

(Artiklen fortsætter under billedet)

 

undefinedSkrifttype og piktogrammer deler samme udformning, hvilket sikrer en visuel rød tråd.

 

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse