Nabo til vejarbejdet
Togsæt

Letbanetog: Nu begynder det at ligne noget i Berlin

4. april 2019

 

I løbet af den kommende uge begynder det første af de odenseanske letbanetog at blive samlet på togfabrikanten Stadlers anlæg i Pankow, der ligger tæt på Berlin.

Her bliver chassiset monteret med al den indpakning og indmad, som forvandler et råt stålskelet til en moderne og komfortabel letbanevogn i et design, der er specielt tilpasset Odense.

- Det ser godt ud. Vi har været nede flere gange i de seneste måneder for at inspicere chassiserne blive til – og sikre at alt er, som det skal være. Stadler har en meget lav fejlrate, og de agerer professionelt, så jeg er meget fortrøstningsfuld. Vi skal nok få nogle rigtigt gode letbanetog til Odense, fortæller Thomas Gram, der er projektchef for togsæt hos Odense Letbane P/S.

 

(Artiklen fortsætter under videoen)

 
De færdige letbanevogne bliver lette at genkende. De er malet i en lys beige, hvor mørke kontraster og en rød signalfarve markerer dørene. Læs mere om designet i denne artikel.

 

De i alt 16 letbanetog har allerede været på lidt af en rejse, når de kommer til Odense. Produktionen foregår nemlig flere steder – dog koncentreret omkring Berlin.

For eksempel bliver det rå chassis af rustfast stål lavet i byen Środa, der ligger tæt på Poznan i Polen. Her har togfabrikanten Stadler, som leverer de 16 Variobahn-tog til Odense Letbane, et anlæg. Chassiserne bliver sandblæst og malet hos Stadler i Reinickendorf, der er en forstad til Berlin.

 

Ekstra togsæt giver flere afgange i myldretiden

 

’Bogierne’, som er den undervogn, hjulene er monteret på, bliver produceret på en anden Stadler-fabrik i Valencia i Spanien. Det hele bliver så samlet i Pankow uden for Berlin, hvorefter den første testkørsel finder sted i en anden Berlin-forstad, Velten.

- Derudover har Stadler en lang række underleverandører rundt omkring i Europa, som for eksempel laver aircondition, siger Thomas Gram og fortsætter:

- Vi var i sidste uge nede at kontrollere den første prototype på vores døre, der bliver lavet hos specialisten IFE i Tjekkiet. Dørene er meget vigtige. Det er ofte her, der sker fejl i driften, hvis dørene ikke vil åbne eller lukke ordentligt. De skal også være meget tætte, så de for eksempel kan holde til at komme i vaskehal dagligt. Og så må man heller ikke glemme, at dørene også fungerer som nødudgang.

 

(Artiklen fortsætter under billedet)


De rå stålchassiser bliver sandblæst og eftersvejset i Reinickendorf – og derefter malet. Der er dog ingen dele af chassiset, der er synlige, når først der er monteret yderbeklædning, vægpaneler, loft, sæder, vinduer, døre, bogier (hjulkasser), førerkabine og så videre.

 

Selvom Odense får leveret tog af typen Variobahn, som også kendes fra andre byer, er de designet specielt til Odense. Der er aldrig to togleverancer, der er helt ens.

Hvis man for eksempel sammenligner Odense-togene med de Variobahn-tog, der kører i Aarhus, så er togene til Odense cirka tre meter kortere. Men samtidig har togene i Odense en dobbeltdør mere på hver side, end der er i Aarhus. Det gør det både nemmere at udnytte fleksarealet samt at komme hurtigt af eller på som passager.

- På grund af de små forskelle er der altid en indkøringsperiode, når man sætter produktionen af en ny togleverance i gang. Stadler regner med at skulle bruge 15 uger på at samle det første togsæt, men de sidste letbanevogne skulle gerne blive samlet på 10 uger, forklarer Thomas Gram.

Det første Variobahn-tog forventes at komme til Odense inden årets udgang. Testkørslerne i Odense begynder i foråret 2020 på den sydøstlige del af letbanestrækningen.

 

Se billederne: Letbanen bliver Odenses egen

 

FAKTA OM ODENSE LETBANETOG

Producent Stadler
Model Variobahn
Sporbredde 1,435 m (normalspor)
Vognbredde 2,65 m
Længde 29,20 m
Vægt tom 40,8 t
Max vægt 62,5 t
Sæder i alt 60
Max passagerer 193
Tophastighed 70 km/t

 

(Artiklen fortsætter under billedet)


Mange dele bliver produceret hos underleverandører rundt omkring i Europa. Men Stadler har også produktion flere steder. Bogierne bliver lavet i spanske Valencia, og i polske Środa bliver de rå chassiser svejset (billedet). Det hele bliver dog samlet hos på anlægget i Pankow uden for Berlin.

 

Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×