Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Byudvikling

Masser af mennesker ved indvielse af Benedikts Plads

16. oktober 2021

Med høj sol, markedsstemning, masser af mennesker og musikalsk optræden fra MessingMonopolet blev Benedikts Plads (gen)indviet fredag før efterårsferien.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) holdt tale, hvor han fremhævede det nye byrum, som bliver skabt med den fornyede Benedikts Plads.

- Det bliver et nyt lille centrum ud for dét, vi normalt forbinder med bymidten. Og sådan er det i storbyer – der er mange steder, man kan samles, sagde Peter Rahbæk Juel, der kaldte pladsens nye fremtoning for ”utrolig vellykket efter mange års hårdt arbejde.”

 

MessingMonopolet spillede deres selvkomponerede "Fanfare til Odense Letbane"


- Nu er det blevet en plads med et dejligt grønt græstæppe og direkte adgang til bæredygtig kollektiv trafik. Jeg kan også se, at der er flyttet flere cafeer ind i området, så jeg tror, Benedikts Plads bliver et sted, hvor odenseanerne kommer til at hænge ud, uddybede borgmesteren.

Byrådsmedlem Anders W. Berthelsen (S), medlem af By- og Kulturudvalget, talte på vegne af By- og Kulturforvaltningen, som har stået for hele pladsrenoveringen rundt om den nye letbanestation på Benedikts Plads.

Berthelsen talte blandt andet om pladsens lange historie i Odense. For eksempel, at er i mange år stod et 36 meter højt vandtårn midt på pladsen. Selv om tårnet blev revet ned helt tilbage i 1953, så insistererede enkelte (af de lidt mere modne) tilhørere på, at de godt kunne huske tårnet, som i sin tid var synligt over det meste af Odense.  

 

Byrådsmedlem Anders W. Berthelsen foran et udsnit af de mange tilhørere. 


Odense Letbanes direktør, Mogens Hagelskær, takkede i sin velkomsttale de lokale beboere og forretningsdrivende for deres tålmodighed gennem de cirka fem år, hvor området mere har været ”byggeplads” end ”Benedikts Plads”.

Til gengæld er der bedre tider på vej, når også letbanen åbner og dagligt befordrer masser af passagerer til blandt andet Benedikts Plads.

- Letbanen er med til at forny Odense. Den skaber pladsdannelserne samtidig med god infrastruktur, og det er dét, vi fejrer i dag, sagde Mogens Hagelskær.

 

I midten af billedet ses Odenses mangeårige borgmester Anker Boye - der i sin tid var med til at igangsætte letbaneprojektet.

 

Den nye letbanestation på Benedikts Plads

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse