Nabo til vejarbejdet
Mød os

Ny letbaneudstilling på hjul skal styrke dialog med naboer

24. maj 2017

 

Odense Letbane skruer op for nabokommunikationen med ny mobil udstilling, der gør det nemt for lokalområdets beboere at blive klogere på projektet og få svar på deres spørgsmål. Udstillingen fungerer nemlig også som kontor i marken. Den åbner i forbindelse med, at letbanens anlægsarbejde går i gang på Ørbækvej.

 

 

Odense Letbane er på vej ind i en ny fase, hvor der skal bygges nye veje, fortove og cykelstier for at gøre plads til de kommende letbanespor. Allerede i løbet af sommeren går arbejdet i gang på Ørbækvej, og hen over efteråret starter anlægsarbejdet op i andre dele af byen.

 

Det øger behovet for at informere naboer og erhvervsdrivende langs letbanen – ligesom det forventes at skabe en stigende interesse for letbaneprojektet i det hele taget.

 

Derfor lancerer Odense Letbane nu en mobil udstilling, som i video, tekst og billeder fortæller om letbaneprojektet. Formålet er at gøre det nemt for naboerne at få relevant information om arbejdet lokalt og samtidig give mulighed for at fortælle om letbanens betydning for Odense i fremtiden.

 

 

Læs mere om den mobile udstilling her

 

 

Udstillingen er bemandet med medarbejdere fra Odense Letbanes kommunikationsafdeling, som har god erfaring med opsøgende information til letbanens naboerne. Afdelingens folk har i forbindelse med ledningsflytningerne været forbi mere end 4000 private og erhvervsdrivende naboer for at forberede dem på konsekvenserne af gravearbejdet.

 

- Vi har fået positiv respons på, at vi kommer forbi og banker på døren hos naboerne. Men der er jo en del, der ikke lige er hjemme, når vi kommer. Med udstillingen får naboerne bedre mulighed for selv at planlægge, hvornår de vil informeres. Da den står lige i nærheden af det igangværende arbejde, er det oplagt at kigge forbi, når man er på vej hjem fra arbejde eller ned at købe ind, siger Benthe Vestergård, der er kommunikationschef i Odense Letbane P/S.

 

 

Kom til infomøde om letbanens anlægsarbejde på Ørbækvej

 

 

Udstillingen er indrettet i en ombygget skurvogn, som gør den let at flytte rundt til de forskellige anlægsarbejder i byen. Planen er, at den skal være cirka en måned i hvert lokalområde, mens der arbejdes.

 

Den henvender sig dog ikke kun til naboerne, men også til Odenses borgere i det hele taget. Derfor vil den i perioder være placeret centrale steder i byen, så interesserede kan besøge den, når de alligevel er i byen.

 

I skurvognen kan man blandt andet se, hvordan letbanen bliver bygget, og læse om den byudvikling og vækst, som letbanen forventes at være med til at skabe. Der vil også være mulighed for at dykke ned i historier om de gamle sporvogne i Odense og andre letbaneprojekter i Europa. Der er desuden et lille legehjørne med fokus på letbaner og tog for de mindste.

 

 

Læs mere om den mobile udstilling her

 

 

Udstillingen vil altid være bemandet, så man kan få direkte svar på sine spørgsmål – og en kop kaffe. Den faste åbningstid er mandag til torsdag fra klokken 12.00 til 18.00 samt den første lørdag i måneden klokken 10.00 – 14.00.

 

I juni kan man besøge skurvognen på L. A. Rings Vej nær Ørbækvej, mens den i august vil være placeret et centralt sted i midtbyen. I juli holder udstillingen sommerferie.

 

På hjemmesiden www.odenseletbane.dk/udstilling bliver der løbende informeret om, hvor udstillingen befinder sig i de kommende måneder.

 

 

Følg letbanearbejdet i Odense - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×