Nabo til vejarbejdet
Mennesker

Nyt bestyrelsesmedlem i Odense Letbane P/S

19. november 2015

 

Advokat Niels Walther-Rasmussen, partner i Mazanti-Andersen Korsø Jensen, er blevet udpeget som nyt bestyrelsesmedlem i Odense Letbane P/S.

 

Odense Letbane P/S har fået nyt bestyrelsesmedlem og er således fuldtallig igen. Det nye medlem er advokat Niels Walther-Rasmussen, som er partner i Mazanti-Andersen Korsø Jensen AdvokatPartnerselskab.

 

Bestyrelsen for Odense Letbane P/S er en rent professionel bestyrelse, hvor medlemmerne er udpeget på baggrund af deres store viden, netværk og kompetencer inden for en række strategiske nøgleområder for letbanen. Niels Walther-Rasmussen er således blevet udvalgt i en proces, hvor der er lagt vægt på en tung, bred juridisk indsigt, erfaring fra store projekter samt stor erfaring med bestyrelsesarbejde.

 


Passer perfekt til letbaneprojektet

 

Det glæder bestyrelsesformand Jesper Rasmussen, at Niels Walther-Rasmussen har sagt ja til at deltage i bestyrelsesarbejdet i Odense Letbane P/S.

 

- Det er en stor fornøjelse for mig at byde velkommen til Niels Walther-Rasmussen. Han har siddet i cirka 60 selskabsbestyrelser inden for ejendomme, industri, handel, transport, finans, forsikring og investering. Derudover har han fungeret som juridisk rådgiver i en række større ingeniør- og anlægsprojekter, både i offentligt og i privat regi, ligesom han har fungeret som juridisk rådgiver for vigtige leverandører til DSB. Derfor har han en kompetenceprofil, som passer helt perfekt til letbaneprojektet. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger Jesper Rasmussen, bestyrelsesformand i Odense Letbane P/S.

 


Skal fungere som juridisk sparringspartner

 

Niels Walther-Rasmussen skal sammen med de fire øvrige bestyrelsesmedlemmer sikre, at kursen for det faglige fokus bliver holdt.

 

- Jeg er glad og stolt over, at være blevet inviteret til at deltage i et af Danmarks største anlægsprojekter inden for infrastruktur og det mest spændende og ambitiøse anlægsprojekt i Odenses historie. Letbanen vil transformere byen og få stor betydning for både borgere og erhverv. Min opgave bliver at være med til at fungere som juridisk sparringspartner i den strategiske ledelse af letbaneprojektet, siger Niels Walther-Rasmussen, nyt bestyrelsesmedlem i Odense Letbane P/S.

 

Ud over at være partner i Mazanti-Andersen Korsø Jensen AdvokatPartnerselskab sidder letbanens nye bestyrelsesmedlem i dag også i flere bestyrelser for betydningsfulde erhvervsvirksomheder.

 

Pladsen i letbanebestyrelsen blev ledig, efter et tidligere medlem i september trak sig som bestyrelsesmedlem for at undgå habilitetsproblemer i forbindelse med letbanens udbudsproces.

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×