Om Odense Letbane
Nabo til vejarbejdet
Sporarbejde

Odense Letbane åbner ved årsskiftet

16. marts 2021

 

Efter mere end ét års intens indsats for at mindske konsekvenserne af covidsituationen på anlægget af Odense Letbane, har letbanens hovedentreprenør, spanske Comsa, meddelt, at åbningen ikke kan ske til september. Adm. direktør Mogens Hagelskær forventer nu en åbning omkring årsskiftet 2021/22.

Odense Letbanes hovedentreprenør - spanske Comsa, som anlægger transportsystemet med skinner, stationer, master og køreledninger - har nyligt meddelt Odense Letbane, at færdiggørelsen af anlægget bliver forsinket. Således vil overdragelsen af et færdigt anlæg fra Comsa til Odense Letbane først ske i løbet af efteråret, hvorefter der skal køres testkørsel efter køreplanen på hele strækningen.

- Vi har gennem det seneste stykke tid godt kunnet se, at det blev vanskeligere for Comsa at nå at blive færdige til den planlagte åbning. Vi har selvfølgelig fastholdt presset over for Comsa så længe som muligt. Men nu har hovedentreprenøren præsenteret os for en ny tidsplan, hvorefter jeg har haft et møde med deres øverste direktør. Og vi må desværre sande, at letbanen først kan åbne omkring årsskiftet, lyder det fra adm. direktør for Odense Letbane, Mogens Hagelskær.

Årsagen er først og fremmest, ifølge Comsa, den vedvarende covidsituation, hvor hele Europa har været og er ramt af både en første og anden bølge af covid. Det har angiveligt ført til vanskeligheder med både at få personale, især med den rette ekspertise, til Odense foruden problemer med at få materiel og øvrige leverancer til landet. Ligeledes er Comsa blevet forsinket af at måtte omlægge arbejdsmetoderne, så medarbejderne arbejder og bor i de samme små teams.

- Vi har afhjulpet, og vi hjælper fortsat Comsa mest muligt. Vi skriver for eksempel breve om, at medarbejderne har anerkendelsesværdige formål med at komme til Danmark, og vi tester alle nytilkomne udenlandske medarbejdere, foruden Comsa selv tester medarbejderne løbende. Dette for at sikre mest mulig adgang til, at de udenlandske medarbejdere kan udføre deres opgaver ved letbanen. Dertil har vi henvist Comsa til danske entreprenørfirmaer med henblik på at prøve at få mere dansk arbejdskraft til hjælp. De danske entreprenører er dog efter Comsas udsagn meget travlt optagede, så det har heller ikke vist sig som en løsning, der kunne indhente forsinkelsen, forklarer Mogens Hagelskær.

Samtidig påpeger Mogens Hagelskær, at med så kort tid tilbage frem til den oprindeligt planlagte åbning, kan det ikke lade sig gøre for Comsa at absorbere forsinkelserne i den resterende tidsplan. Derfor er forsinkelsen nu en realitet.

Foruden covidsituationen, har også en række projektmæssige forsinkelser, ifølge Comsa, spillet en rolle. Det gælder for eksempel arbejderne ved Rosengårdcentret, hvor letbaneskinnerne havde sat sig og måtte understøttes - arbejdet med at udbedre Albanibroen efter en skade - samt generelle problemer med brolægningsarbejdet på grund af både mangel på brolæggere og klinker. Også flere uger med hård frost har bidraget til en forsinkelse.

Økonomisk skønnes forsinkelsen på nuværende tidspunkt at kunne rummes inden for den samlede økonomi. De øgede udgifter til forlængelsen af bygherreorganisationen forventes således at kunne finansieres af de centrale reserver foruden af de dagbøder, som Comsa pålægges grundet for sen aflevering i henhold til kontrakten - samt de midler, som letbanen i forvejen har afsat til særlige risici, herunder en forsinkelse.

- Det er naturligvis en ærgerlig situation, at letbanens åbning bliver forsinket. Vigtigst af alt, så rokker forsinkelsen ikke ved, at Odense om relativ kort tid får en moderne og effektiv letbane, som vil tilføre byens infrastruktur et fantastisk løft og samtidig gøre hverdagen nemmere for tusindvis af odenseanere, fastslår Mogens Hagelskær.

 

Følg letbanearbejdet - tilmeld dig letbanens nyhedsbrev her

 

 

 

Relaterede nyheder

  • Kortvarig spærring af Albanibroen

    Kortvarig spærring af Albanibroen

    Onsdag 21. april bliver vejbanerne på Albanibroen kortvarigt spærret mellem klokken 09.00 og klokken 12.00, da letbanens entreprenør skal montere ophæng til kørestrømsmaster.
    20. april 2021
  • Letbanen skaber nye investeringer

    Letbanen skaber nye investeringer

    Barfoed Group bygger 46 nye ungdomsboliger på Nyborgvej, der forventes klar til indflytning ved studiestart i september 2022, skriver Fyens.dk. Ejendomsselskabet har købt grunden af Odense Letbane.
    26. marts 2021
  • Tykke gummimåtter stopper vibrationer fra letbanen

    Tykke gummimåtter stopper vibrationer fra letbanen

    I områder, hvor letbanetogene kører tæt på naboerne, bliver letbanesporet vibrationsdæmpet, så togene ikke forstyrrer naboerne.
    12. januar 2021
  • Skoleelever tegner sig til brunsviger

    Skoleelever tegner sig til brunsviger

    Odense Letbane har modtaget mange flotte togtegninger fra skoleelever fra 0. - 3. klasse som led i sikkerhedskampagnen "Se letbanen i øjnene", som belønnes med klassisk, fynsk kage.
    12. marts 2021

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse