Letbane

Satire i avisen: Der skal nok komme tog på skinnerne

12. maj 2015

 

Lørdag sprængte satireredaktionen ”Bagsidedrengene” en bombe: Der er ingen penge til letbanetog i Odense – kun til anlæg af selve linjen. Der var dog tale om satire, og der skal nok komme tog til tiden.

 

I weekenden kunne man i Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende læse en artikel på bagsiden om, at staten ikke har afsat penge til at købe letbanetog i Odense. Og at byen derfor kommer til at nøjes med skinner, stationer, master og så videre, men ingen tog.

 

Der var dog tale om satire. Artiklen var en fiktiv parodi over en verserende mediesag om togstationen i Langeskov. Den er blevet udbygget for millioner af kroner, men ser nu ud til ikke at blive brugt som stop for IC-toget mellem Jylland og København, som der oprindeligt var planlagt efter. Det har skabt politisk røre.

 

- Det er en sjov artikel. Men vi hører, at nogle avislæsere har fået den opfattelse, at der var tale om en rigtig avishistorie – og at der altså ikke kommer nogle letbanetog til Odense. Men der er afsat penge til indkøb af togsæt i det budget, der er lagt for Odense Letbane, siger Mogens Hagelskær, adm. direktør for Odense Letbane, med et smil.

 

 

En gran af sandhed

 

Det pudsige er dog, at der er et gran af sandhed i den satiriske artikel. For rent teknisk er finansieringen af Odense Letbane skruet sådan sammen, at statens tilskud på 1,1 milliard kroner ikke må bruges til drift, herunder indkøb af togsæt.

 

Det må derimod Odense Kommunes andel af letbanens samlede budget på tre milliarder kroner. Derfor er der også afsat midler til indkøb af tog og drift af letbanen, når den bliver taget i brug i 2020.

 

Hvem der skal levere togsættene bliver først afgjort senere ved et udbud, hvor nogle af verdens største og mest anerkendte letbanefabrikanter forventes at byde ind.

 

 

undefined

- Den opgave må kunne løses inden for det kommunale budget (blinke-smiley), citerer Bagsidedrengene trafikminister Magnus Heunicke (S) for. Selvom der er tale om et fiktivt citat, er det på en måde rigtigt.

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse