Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Mennesker

Skolebørn ideudvikler på trafiksikkerhed med letbanen

28. januar 2019

 

Når letbanen begynder at køre i Odense, skal byens cyklister og fodgængere forholde sig et nyt element i trafikken. Hvordan sørger man bedst muligt for trafiksikkerhed mellem letbanen og de bløde trafikanter?

Det skal 1100 skoleelever nu komme med gode bud på ved innovations- og teknologidagene, Future Innovators. De bliver afholdt 5.-8. februar i Videnbyen i Cortex Park, hvor arbejdet med at bygge letbanen er i fuld gang.

 

VIDEO: Letbanen på skoleskemaet

 

Med letbanen som overordnet tema bliver 8.-9. klasses-elever fra 29 skoler introduceret til idéudvikling, programmering, digital kodning og innovation. Det er kompetencer, som vægtes højt i Odense Kommunes indsats 'Børnene i Robotbyen', der går ud på, at byens børn skal drage fordel af at vokse op i en af verdens førende robotbyer ved at få mulighed for at tage aktiv del i fremtidens digitale samfund.

- Vi ved, at det kan få flere til at interessere sig for teknologi, når de kan se, at det giver mening i den virkelige verden. Derfor er jeg glad for, at Odense Letbane har bidraget med opgaver til Future Innovators, så det bliver så virkelighedsnært som muligt, siger Susanne Crawley Larsen, rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen, Odense Kommune:

- Børn, der bevæger sig i trafikken på gåben eller cykel, ser nogle gange noget helt andet end voksne, der er vant til at opleve trafikken gennem forruden på en bil, så forhåbentlig kommer de op med nogle ideer, som vi voksne ikke selv har tænkt på. I sidste ende kommer byens børn på den måde til at skabe løsninger i den by, som de selv vokser op og bor i. Vi giver noget til børnene, og de giver noget tilbage til byen.

 

VIDEO: Elever på Hjalleseskolen vil skabe trafiksikkerhed med LED-lys

 

Det er Syddanske Forskerparker, der står bag Future Innovators, med hjælp fra Odense Kommune og Møllerens Fond. Formålet er at koble de unge sammen med forskermiljøet og nye teknologiske løsninger. 

Gennem fire workshops skal de 1100 skoleelever prøve at kode sensorer i letban-førerens vest til at måle træthed, programmere en robot til at tjekke sikkerheden langs sporene og få helt nye ideer til, hvordan man undgår, at børn til fods eller på cykel kommer i farlig nærkontakt med letbanen. 

 

Video fra Bergen: Effektiv transport med Bybanen

 

- Med letbanen kommer der et nyt transportmiddel i Odense, som trafikanterne skal vænne sig til. Børn og unge er blandt dem, som oftest bliver ramt i trafikken. Så de er en vigtig målgruppe at nå ud til. Derfor er vi i Odense Letbane meget begejstrede for, at så mange børn og unge skal arbejde med sikkerhedstemaet - og vi glæder os til at få deres input og perspektiver, som helt klart kan blive et stærkt bidrag til vores kommende sikkerhedskampagne og arbejdet med sikkerhed omkring letbanen, slutter Benthe Vestergård, kommunikationschef i Odense Letbane P/S.

 

Følg letbanearbejdet i byen - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse