Nabo til vejarbejdet
Byudvikling

Stor tunnel under tunnelen skal sikre Ørbækvej mod skybrud

22. oktober 2015

 

Et to meter bredt betonrør langs Ørbækvej skal i fremtiden afvande området omkring Rosengårdcentret, når himlen åbner sig over det østlige Odense. Røret bliver lagt i forbindelse med, at Vandcenter Syd omlægger vandledninger som forberedelse til byens letbane.

Hvis man i sidste uge er kørt forbi byggepladsen på Ørbækvej, hvor der bliver lavet ny stitunnel under vejen, har man måske set en kæmpekran løfte rundt på nogle enorme betonrør.


  Letbanen hjælper med at sikre mod oversvømmelse ved skybrud


Med cirka to meter i diameter kunne man tro, at det var elementer til den nye tunnel. Men det er det ikke. I stedet er der tale om en slags ”tunnel under tunnelen”.

Det er nemlig elementer til en såkaldt regnvandsledning, som skal løbe langs Ørbækvej og derfor skal lægges ned under den kommende stitunnel. Regnvandsledningen er en del af fremtidens klimasikring og Odenses beredskab ved skybrud.

undefined

Nu har vi chancen for at gøre noget

- I området omkring Rosengårdcentret er der store arealer, der er asfalterede eller bebyggede. For eksempel med store parkeringspladser, varehuse og industribygninger. Det gør det sværere at få vandet ledt væk, når det regner, forklarer Per Hallager, der er souschef hos Ressourcer & Anlæg ved Vandcenter Syd:

- Nu har vi chancen for at gøre noget ved det, fordi der skal anlægges letbane langs Ørbækvej. Vi begynder med at lægge røret under den kommende stitunnel ved L.A. Rings Vej, fordi det er nødvendigt at gøre nu, inden den nye tunnel skal bygges. Resten af regnvandsledningen fra ringvejen til Nyborgvej forventer vi at etablere fra juni 2016, og så kan den aflede regnvandet fra letbanen og fra Ørbækvej.


Betonelementer på op til 22 tons

Arbejdet ved stitunnellen foregår i praksis ved, at det bliver anlagt en otte meter dyb betonbrønd på hver side af tunnelen. Så bliver de to brønde forbundet med et betonrør, som senere bliver overdækket af den nye tunnel.

Betonelementet i bunden af hver brønd vejer 22 tons. Og hvert betonelement i røret mellem dem vejer 12 tons. Derfor måtte en enorm og 70 ton tung kran køres ind fra Svendborg, så elementerne kan blive placeret med stor nøjagtighed.

Den enorme regnvandsledning, der altså er et betonrør på to meter i diameter, skal med tiden lede vandet ud i Odense Å – og derfra ud i havet.

Da vandet udelukkende er regnvand, som ikke blandes med spildevand undervejs, skal det ikke renses inden. Så det letter også presset på Vandcenter Syds rensningsanlæg på Ejby Møllevej og er dermed med til yderligere at klimasikre byen mod risiciene ved skybrud.

Også andre steder i byen bruger Vandcenter Syd forarbejdet til letbane til at klimasikre byen. Læs mere om det i denne artikel.

 

undefined

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×