Om Odense Letbane
Nabo til letbanen
Billeder

Test af lys på letbanens stationer

12. november 2021

Et par mørke novemberaftener har på det seneste dannet bagtæppe for test af letbanestationernes belysning.

Målingerne handler om at finjustere lysniveauet på de enkelte stationer, så det passer i forhold til de grænseværdier, der er fastlagt på forhånd. Lysniveauet bliver målt op til ni forskellige steder på hver eneste station – og niveauet skal i gennemsnit holde sig et sted mellem 25 lux som minimum og 100 lux som maksimum.

Samtidig er der krav om et homogent lysniveau over hele området, så der ikke opstår kontraster mellem lyse og mørke arealer.

 

 

Letbanens 26 stationer vil være oplyste i alle halv- og helmørke timer af døgnet. Først og fremmest for at sikre trygge og sikre færdselsforhold for passager på perronerne. Ydermere er det vigtigt, at lyset skal føles behageligt – derfor er lysarmaturerne justeret, så de afgiver en varm, tryghedsskabende glød.

 

 

Den bagbelyste skiltning på stationerne er til gengæld oplyst i en mere kølig glød, fordi formålet først og fremmest er at informere frem for at belyse - og derudover skabe en visuel synergi til infoskærmene på stationen, så alt, hvad der har med oplysning at gøre, har et ensartet udtryk.

Senest er stationerne ved Benedikts Plads, Palnatokesvej, Østerbæksvej, Korsløkke, Rosengårdcentret, IKEA, Bilka, Parkering Odense Syd og Hestehaven blevet lystestet i aftentimerne. De resterende stationer følger over de kommende uger.  

 

       

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse