Nabo til vejarbejdet
Sporarbejde

Underjordiske pæle skal understøtte skinnerne ved Rosengårdcentrets letbanestation

11. december 2020

 

I de seneste uger har letbanens entreprenør brudt skinnerne op ved Rosengårdcenter Station, og måske har du undret dig over, hvorfor det er er nødvendigt?

Kvalitetskravene til Odenses nye letbane er høje. Derfor kontrollerer entreprenørerne og Odense Letbane løbende letbanens konstruktioner, så letbanens passagerer får en meget komfortabel og rolig rejse, når de fra efteråret 2021 kan køre med letbanen. Kontrollen foretages også for at sikre en stabil drift på letbanen, så sårbarheder i konstruktionen ikke skaber aflysninger i den fremtidige drift.

I kontrollen af letbanens konstruktioner har det vist sig, at sporet ved Rosengårdcentret Station nogle steder er sunket op til 17 millimeter på grund af en blød bund.

- 17 millimeter er ikke meget – og ikke meget mere end højden på en lille tændstikæske. Men det er nok til at forringe den niveaufri adgang mellem perron og tog, så det bliver svært at komme ind- og ud af letbanen, hvis man benytter for eksempel en kørestol, rollator eller en barnevogn. Da der desuden er en risiko for, at sporet over tid ville synke yderligere, er det vigtigt at udbedre fejlen netop nu, siger Søren Steen Thrane, der er projektleder hos Odense Letbane.

 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

 

Forbedringen af konstruktionen bliver lavet ved, at entreprenøren bygger en cirka 40 meter lang underjordisk forstærkning under skinnerne. For at udføre arbejdet, er det heldigvis kun nødvendigt at fjerne skinnerne og det øverste lag beton, hvorefter en kæmpe boremaskine borer 84 tynde stålrør lodret ned igennem underlaget, hvor skinnerne skal ligge. Stålrørene er op til 11 meter lange, afhængigt af hvor langt de skal ned for at nå et underlag, der ikke giver sig.

 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

De op til 11 meter lange stålrør bliver fyldt med en betonblanding.

 

Når de enkelte rør er på plads, bliver de fyldt med en særlig stærk betonblanding for at gøre dem endnu stærkere. Derefter monterer entreprenøren vandrette stålbjælker ovenpå rørene som understøtning af letbaneskinnerne. Når de vandrette stålbjælker er på plads, bliver selve letbanesporet genopbygget og finjusteret, så letbanen kan begynde at køre test på strækningen fra slutningen af januar 2021.

Arbejdet med at bygge den underjordiske forstærkning bliver udført både i dagtimerne på hverdage samt nogle aftener og weekender. Den udvidede arbejdstid er nødvendig, for at letbanen kan blive færdig til test af tog, stationer, signaler, informationsskærme og letbanens øvrige teknik, inden åbningen af letbanen i efteråret 2021. De udvidede arbejdstider er godkendt af Odense Kommunes vej- og miljømyndighed.  

 

Følg letbanearbejdet - tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

 

Relaterede nyheder

Så langt er vi nået

Instagram @byenibevaegelse

Nyheder
×