24. januar 2024

5,8 mio. kørte med letbanen i 2023

Odense Letbane havde i december 547.000 påstigere. Tallet er på niveau med december 2022 (544.000), som dog havde lidt flere hverdage omkring jul.

Dermed kan det samlede passagertal for letbanens første, hele kalenderår gøres op - det lander på i alt 5,8 mio. påstigere i 2023. 

Nyhedsbrev - tilmelding

"Vi har set en tydelig passagerfremgang hen over efteråret. Kunderne er vendt tilbage i stort tal oven på den frustrerende sommer med flere ugers driftsstop i juni og juli. Vi havde nok frygtet et efterslæb i månederne derefter, men det har vi stort set undgået, og vi kan på den baggrund være ganske tilfredse med et samlet passagertal på 5,8 millioner," siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane.

I august blev letbanens passagerestimat for 2023 nedjusteret til 5,3 millioner. At slutresultatet ender en del højere, kan især tilskrives månederne september, oktober og november, hvor letbanen havde mere end 1,7 mio. påstigere - en stigning på 200.000 sammenlignet med de tilsvarende måneder i 2022. 

QR-billet sætter rekord

Salget af den særlige QR-billet, der blev lanceret i juli 2023, har gennem hele efteråret vist stigende salg - og slutter året med ny rekord i december. Blandt andet i kraft af ekstrahøje salgstal på de store julefrokostdage. 

"QR-billetten er med til at hente nye passagerer til den kollektive trafik. Og kan vi generelt få flere til at køre med letbanen bare en gang i mellem, så har vi et begrundet håb om, at den seneste tids positive passagerudvikling kan fortsætte ind i 2024," siger Dan Ravn.Salg af QR-billetter i 2023Salget af QR-billetter er steget gennem efteråret 2023. Senest med 61.500 solgte billetter i december - en fremgang på 15 procent i forhold til november (53.500).
     

Mere stabil drift

En væsentlig forudsætning for kundernes tillid til letbanen er, at driften har en høj grad af stabilitet og pålidelighed. Også her er der forbedringer i efteråret 2023 sammenlignet med samme periode året før.

"Sammen med vores operatør, Keolis, samler vi hele tiden op på erfaringer - og det hjælper os med at opretholde en mere stabil drift. Ligesom vi også er blevet hurtigere til at komme tilbage i normal drift, hvis der har været forstyrrelser," forklarer Dan Ravn.

Odense Letbanes passagermål for 2024 er 6,4 mio. påstigere - svarende til godt 530.000 pr. måned.

 

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070