Odense Letbane udvider kørslen fra mandag den 10. august, hvor den nye køreplan træder i kraft.
Udvidelsen berører primært weekenderne fra fredag til søndag, hvor der fra nu af vil være i alt 88 flere afgange mellem Tarup og Hjallese (44 i hver retning).
Ændringerne er:
Fredag – udvidelse fra 15 til 7,5 min., kl. 18-19 + fra 15 til 10 min., kl. 19-22
Lørdag – udvidelse fra 10 til 7,5 min., kl. 10-18 + fra 15 til 10 min., kl. 18-20
Søndag – udvidelse fra 15 til 10 min., kl. 11-18
”Den nye køreplan giver et forbedret weekendtilbud til fritidsrejsende og turister. Hvad enten, det er gå-i-byen-oplevelser om fredagen, shopping om lørdagen eller familietur om søndagen,” siger Lotte Stensberg, kommerciel chef ved Odense Letbane.
”Odense er en levende by alle ugens dage - også i weekenden, hvor letbanens passagertal har været støt stigende til et niveau, hvor det er relevant at forbedre servicen med flere afgange.”
”Vores oplevelse er, at flere og flere odenseanere ser letbanen som det naturlige bindeled mellem centrum og de store mødesteder ved fx Rosengårdscentret, Idrætsparken, Tarup Center og SDU. Den udvikling vil vi gerne give et yderligere løft med den nye køreplan,” siger Lotte Stensberg.
Også mandag-torsdag sker der en lille opjustering med to ekstra afgange i hver retning mellem kl. 18 og 19.
Mellem kl. 07 og 18 på alle hverdage er der fortsat 7,5 minuts frekvens – hvilket er den maksimale frekvens i forhold til antallet af disponible togsæt.
Mere weekend-kampagne
For at udbrede kendskabet til den nye køreplan har Odense Letbane en ’Mere weekend’-kampagne på vej over de kommende uger.
Kampagnen vil blandt andet være synlig med foliering på to af letbanens togsæt, og der vil også være særlige aktiviteter i forbindelse med den snarlige studiestart på byens store uddannelsesinstitutioner.