Løbsleder for Eventyrløbet, Michael Nielsen (tv) og Odense Letbanes adm. direktør Dan Ravn
13. marts 2023

Brug dit startnummer som letbanebillet til Eventyrløbet

Alle deltagere med et startnummer (eller kvittering på betalt startgebyr) kan køre gratis med letbanen til og fra årets udgave af Eventyrløbet. Løbet foregår torsdag den 18. maj (Kr. Himmelfartsdag).  

”Eventyrløbet er en kæmpe begivenhed i Odense. Det er samtidig en gigantisk logistikopgave, hvor letbanen forhåbentlig kan gøre en forskel. For deltagerne kan det ganske enkelt ikke gøres nemmere, når de i år kan bruge startnummeret som billet i letbanen,” siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane.

”Et godt tip for deltagere, der ankommer i bil fra oplandet, vil være at parkere ved letbanens park & ride-anlæg med 800 gratis og let tilgængelige p-pladser,” tilføjer Dan Ravn.

Tog hvert 7,5 minut på løbsdagen

Eventyrløbet bliver en test af letbanens kapacitet. Derfor vil der det meste af dagen køre tog for hvert 7,5 minut, hvilket er dobbelt op i forhold til normal køreplan på helligdage.

Løbsleder Michael Nielsen glæder sig over aftalen med Odense Letbane:

”Med så mange mennesker samlet på én dag, så har vi store udfordringer med p-pladser i området til de mange deltagere. Vi er overbeviste om, at vores deltagere vil tage godt imod dette gode tilbud, hvor dit startnummer fungerer som billet i letbanen.

Første start kl. 09.50

Michael Nielsen forventer en stor folkefest med motion, hygge og samvær. De første løbere sendes af sted kl. 09.50, og sidste start er kl. 11.20. Der dystes på distancerne:
2 km (børneløb), 5 og 10 km samt en 5 km gårute, og der er er plads til alle.

Motor Mille kommer og underholder børnene, og til de lidt større går Johnny Madsen Jam på scenen og giver et brag af en koncert.

Der venter mange nye og spændende tiltag til årets Eventyrløb, f.eks. nyt streetfood-område ved Pucken, Party heat og OB-heat på de to 5 km-distancer samt et ungeområde i Højstrupparken.

Læs mere + tilmelding til Eventyrløbet 2023

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070