Det er en erfaren leder med mange års forankring i jernbaneinfrastruktur, som skal stå i spidsen for anlægget af letbanens etape 2.
Varun Sivapalan er navnet på Odense Letbanes kommende anlægsdirektør. Han tiltræder i stillingen den 1. januar 2026.
Herefter bliver det hans ansvar at opbygge den anlægsorganisation, som i de kommende år skal samarbejde med entreprenører, rådgivere og myndigheder om opgaven med at udbygge letbanen med knap fem kilometer nye spor i det nordøstlige Odense mellem Korsløkke og Seden samt en kort strækning ved Sukkerkogeriet.
Varun Sivapalan er uddannet civilingeniør og kommer fra en stilling som områdechef i Banedanmark, hvor han har siddet med det overordnede ansvar for en portefølje på mere end 20 sporfornyelsesprojekter fordelt rundt i hele landet. Projekter med en samlet økonomi på adskillige milliarder.
”Vi får en anlægsdirektør, der kender kompleksiteten i sporprojekter og samtidig har stor erfaring i at skabe fremdrift i samspillet mellem entreprenører, rådgivere og bygherrer, hvilket bliver helt afgørende i et projekt som letbanens etape 2,” siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane, og tilføjer:
”Jeg er overbevist om, at vi med Varun Sivapalan har fundet den helt ideelle profil til at løse den vanskelige, men også utroligt spændende opgave, der venter med letbanens udbygning.”
Letbaneselskab flytter til centrum
Når arbejdet med etape 2 for alvor tager fart i løbet af 2026, vil det indebære en markant udvidelse af letbanens organisation – især den tekniske stab.
De ekstra pladskrav betyder, at Odense Letbane P/S inden for de første uger af 2026 flytter til nye og væsentligt større lokaler i Thrige Firkanten i det centrale Odense.
”Vi lægger vægt på, at vores organisation med både drift og anlæg forbliver samlet på én adresse. Men det kan ikke lade sig gøre med de faciliteter, vi har i kontrol- og vedligeholdelsescentret i Hjallese,” forklarer Dan Ravn.
”Vi må også forvente, at en del af de specialistkompetencer, som vi skal rekruttere til etape 2, kommer fra andre landsdele – og her er det en fordel med lokaler tæt på Odense Banegård,” siger Dan Ravn.
Det skal understreges, at flytningen alene gælder for Odense Letbane P/S. Keolis, der står for letbanens daglige drift – blandt andet som arbejdsgiver for alle letbaneførerne – forbliver på kontrolcentret.
Det samme gælder de øvrige underleverandører, der står for vedligehold af letbanestrækningen og for service og reparation af togsættene.