22. februar 2024

Letbanen har andel i shoppingcentres besøgsrekorder

Det går godt for de to største shoppingcentre i Odense. Både Rosengårdcentret og Tarup Center oplevede besøgsrekorder i 2023 - og begge tilskriver letbanen en del i forklaringen.

Rosengårdcentret - én af af landets største shoppingcentre - havde tæt på syv mio. besøgende i 2023. Det er det højest målte tal, siden centret i 2017 installerede tællere ved alle indgange - og med al sandsynlighed det højeste besøgstal i centrets historie, oplyser centrets direktør Casper Bach Andersen til Fyens Stiftstidende.

"Letbanen har været en gevinst for os, og så har vi endda ikke engang set det fulde potentiale af den endnu," siger Casper Bach Andersen til Fyens - med henvisning til, at Nyt OUH ventes at kunne tilføre endnu flere gæster til centret.

Nyhedsbrev - tilmelding

Konkret kan Rosengårdcentret måle "letbane-effekten" i form af markant flere gæster, der benytter Grøn Indgang, der er indgangen tættest på letbanestationen.

Rekord i Tarup Center 

Også Tarup Center ved letbanens nordlige endestation satte besøgsrekord i 2023 med i alt 2,3 mio. gæster. En klar forbedring i forhold til den hidtidige rekord på 2,16 mio. besøgende.

Til Fyens Stiftstidende forklarer Kim Lynbech, centerchef i Tarup Center, at 11-12 af centrets gæster ved Indgang D (tæt på stationen) ankom med letbanen.

"Så den (letbanen, red.) har bragt nogle gode ting med sig for os, og den har givet gæster fra nogle lidt andre steder i byen end før," siger Kim Lynbech til Fyens.

Senere i år barsler Tarup Center med en større centerudvidelse lige ved siden af letbanestationen. Her vil bl.a. et nyt Harald Nyborg-varehus rykke ind - og hvem ved, om der dermed er udsigt til en ny besøgsrekord allerede i 2024.

Lovende start for letbanen i 2024

For Odense Letbane er 2024 begyndt ganske lovende med i alt 571.000 påstigere i januar. Det er en fremgang på knap 18 procent sammenlignet med januar 2023 (485.000).

Det er samtidig femte måned i træk, at letbanen ligger markant over en halv million påstigere.    

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070