22. september 2026

Letbanen skruer op under HCA Marathon

Søndag den 27. september er mere end 9.000 løbere fra ind- og udland med på startlinjerne ved årets HCA Marathon

Løbet, der har haft vokseværk år efter år, sætter igen i 2026 deltagerrekord – og cementerer sin status som Danmarks næststørste maratonevent. Kun overgået af Copenhagen Marathon.

Også for letbanen er HCA Marathon en stor begivenhed - og med på listen over årets travleste dage. Derfor skruer letbanen fra i år yderligere op for driften på løbsdagen.

Nem parkering - læs mere

For første gang kører letbanen med 7,5 minuts frekvens hele dagen fra kl. 07.00 til kl. 18.00. Hvilket i praksis betyder, at letbanen indfører ”hverdagskøreplan” på en søndag.

Dog med den forskel, at alle letbanetog fra kl. 09.45 vender ved Idrætsparken og kører retur mod Hjallese St.

Erstatningsbusser fra Tarup

Årsagen er, at maratonruten, ligesom tidligere år, passerer hen over letbanesporet i krydset ved Møllemarksvej og Højstrupvej – kort før løberne rammer målstregen på Odense Atletikstadion.

Derfor indstiller letbanen driften mellem Tarup Center og Idrætsparken i tidsrummet mellem kl. 09.45 og 16.00.

I stedet kører erstatningsbusser hvert 20. minut mellem Tarup Center, Højstrup og Idrætsparken. 


Køreplan IDR TAR Hcamarathon Sep26