16. juni 2025

Nyt kørsels-setup gav rekord i letbanen

Aldrig er SÅ mange kørt stået på letbanen fra én station på SÅ kort tid.

Der blev sat passagerrekord i letbanen tirsdag aften (10. juni) i timen efter sidste slutfløjt i landskampen mellem Danmark og Litauen på Odense Stadion.

Letbanen testede et nyt kørsels-setup, som betød togafgange fra Idrætsparken for hver 3-5 minutter. Det lod sig gøre ved at lade togsættene holde ”stablet” kø mellem Tarup Center og Højstrup – for derefter at blive kaldt frem ét ad gangen.

”Vi havde op mod 15 tog, der ankom til Idrætsparken inden for en time. Heraf var langt de fleste propfyldte. Jeg vil antage, vi havde mellem 2500 og 3000 passager i tidsrummet,” siger Lotte Stensberg, kommerciel chef ved Odense Letbane.

”Selv om vi ikke har præcise tal for, hvor mange der kørte med, så tør jeg godt fastslå, at der er tale om det klart største passagerantal, som letbanen hidtil har taget med fra én station (Idrætsparken, red.) inden for et så kort tidsrum.”

”Men passagertallet er ikke det vigtigste,” tilføjer Lotte Stensberg. ”Det var endnu vigtigere for os at få afprøvet konceptet med 3-5 minutters frekvens. Bruce Springsteen-koncerten i 2024 viste, at vores kapacitet ikke helt kunne følge med i timen efter koncerten.”

”Nu er vi bedre rustet, fordi vi har et afprøvet setup, hvor vi kan køre tog gennem byen med 3 minutters interval i en koncentreret periode. Det vil gøre en kæmpe forskel ved kommende events – både store koncerter og store fodboldkampe,” siger Lotte Stensberg.

Tredjestørste salg af QR-billetter

Salget af QR-billetter er den mest præcise indikator for efterspørgslen. Her lander tirsdag den 10. juni som den tredjestørste salgsdag i de to år, QR-billetterne har eksisteret – med et salg på knap 7.000 billetter.

Kun overgået af henholdsvis OB’s sidste hjemmekamp, den 23. maj i år, samt 29. november sidste år (med Black Friday og julefrokoster), hvor der begge dage blev solgt lidt over 7.000 QR-billetter.

QR-billetterne udgør kun en andel af det samlede billetsalg, som også omfatter bl.a. rejsekort, pendlerkort og DSB-billetter til fjernrejser.