27. marts 2026

Odense Letbane blandt topscorere i national undersøgelse

Odense Letbane har landets tredjehøjeste kundetilfredshed blandt de kollektive trafikvirksomheder.

Det viser den årlige tilfredshedsmåling for 2025, som analysebureauet Wilke har gennemført på vegne af Rejsekortet & Rejseplanen A/S blandt i alt 16 trafikselskaber og øvrige udbydere inden for kollektiv trafik.

Undersøgelsen viser, at den samlede tilfredshed er steget på tværs af selskaberne fra 2024 til 2025. ”Særligt Odense Letbane og BAT (Bornholm, red.) løfter niveauet”, skriver Wilke i en medfølgende kommentar.

Således er Odense Letbane rykket fra femte- til tredjepladsen på listen, målt på kundetilfredshed – kun overgået af Metroen og af Midtjyske Jernbaner, som bl.a. driver den berømte VLTJ-jernbane i Vestjylland.

”Undersøgelsen er opløftende læsning for Odense Letbane, og i det hele taget er det positivt, at der på tværs af landet er generel fremgang for kundetilfredsheden i den kollektive trafik,” siger Lotte Stensberg, kommerciel chef ved Odense Letbane.

”Selskaberne har hver i sær vidt forskellige tilbud, derfor skal man være påpasselig med direkte sammenligninger, så jeg hæfter mig mest ved, at Odense Letbanes tal viser fremgang på alle undersøgelsens målepunkter.”

Se hele undersøgelsen  

Undersøgelsen er baseret på webinterview fra godt 12.000 respondenter fordelt over hele landet. Fælles for alle er, at de mindst én gang inden for det seneste år har benyttet et af de selskaberne i undersøgelsen.