De fire uger i maj og juni, hvor letbanen manglede sikkerhedsgodkendelse til at passere under gangbroerne ved Nyt OUH, smitter tydeligt af på passagertallene for de to måneder.
Hvor letbanen i maj og juni 2025 havde i alt 1,172 mio. påstigere, så var 2026-tallet på i alt 893.000 – et fald på 279.000 påstigere, eller hvad der svarer til cirka 24 procent.
Til gengæld viser det efterfølgende tal for juli – den første hele måned efter gangbro-forløbet - at letbanens kunder er vendt tilbage på niveau med tidligere. Gangbro-sagen ser dermed ikke ud til at få nogen længerevarende, negativ effekt.
I juli havde letbanen i alt 441.000 påstigere. Stort set identisk med tallet for 2025 (442.000).
Håber at indhente efterslæb
Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane, hæfter sig ved juli-tallet, som viser, at passagererne hurtigt er vendt tilbage i normalt omfang oven på den svære periode i maj og juni.
”Passagertallet for juli er på niveau med samme måned sidste år. Det fortæller os, at forløbet med gangbroerne var alvorligt, mens det stod på, men kunderne kom tilbage, så snart driften blev normal. Det er vi meget glade for,” siger Dan Ravn.
I årets første fire måneder lå letbanens passagertal omkring 5 procent højere end i 2025. Det er nu vendt til et efterslæb på cirka 3,5 procent for de første syv måneder.
”Hverdagen er tilbage nu, og vi har netop lanceret en ny køreplan med flere afgange både fredag aften samt lørdag og søndag i dagtimerne. Vi håber, at kunderne tager godt imod den udvidede service. Så vi forhåbentlig resten af året kan indhente noget af det tabte,” siger Dan Ravn.
FAKTA
I maj havde letbanen i alt 544.000 påstigere – mod 621.000 i samme måned året før. En tilbagegang på 12 procent. Frem til 22. maj, hvor sikkerhedsgodkendelsen blev suspenderet, lå passagertallet over niveauet for maj 2025.
I juni var passagertallet på 349.000 – det er 37 procent færre end i juni 2025 (551.000). Letbanens drift var reduceret frem til 19. juni, hvor sikkerhedsgodkendelsen blev genetableret.
Tallene for maj og juni, som inkluderer passagerer i erstatningsbusser, er behæftet med en vis usikkerhed på grund af et mindre datagrundlag end normalt.