3. februar 2023

Er du pensionist? Her er dine rabatter

Det kan være en udfordring at finde rundt i de mange priser og rabatmuligheder, der gælder i den kollektive trafik.

Særligt, hvis du er pensionist, førtidspensionist eller modtager seniorpension, er der nogle attraktive rabatter, som er værd at kende.

En almindelig enkeltbillet til bus eller letbane koster 26 kr. Du betaler fuld pris også som pensionist. Derfor er det en god idé at have et rejsekort, fordi der er store rabatter at hente, hver gang du rejser.

Med et almindeligt rejsekort koster din tur ca. 15 kroner – og den kan endda blive billigere ved at undgå myldretiderne. Hvis din rejse starter enten før kl. 07 – eller i tidsrummet kl. 11-13 – eller efter kl. 18, så får du automatisk 20 procent ekstra i rabat. Det bringer din rejsepris ned på cirka 12 kr.

Rejs frit for 214 kr. om måneden

Rejser du jævnligt – blot tre-fire dage om ugen – så bør du overveje et pendlerkort. Med et pendlerkort (pensionist) kan du rejse frit med letbanen alt det, du kan overkomme. Prisen er blot 214,50 kr. for 30 dages fri rejse. Du kan naturligvis også benytte dit pendlerkort i bybusserne (og i Svendborgbanen inden for Odense-zonen).

Som en ekstra fordel ved pendlerkortet kan du lørdag og søndag tage en ven med, så I rejser to på samme kort. Ligesom du også har mulighed for at rejse med to børn under 12 år uden at betale ekstra.  
Et pendlerkort bestiller du via rejsekort.dk - eller du kan få hjælp til at få udstedt kortet ved at henvende dig hos FynBus eller DSB på Odense Banegård Center (husk at medbringe Mit-ID plus to slags ID, fx sundhedskort og kørekort).

Rejs på hele Fyn for 250 kr. om måneden

Hvis du gerne vil lidt uden for Odense en gang i mellem, så kan du for 250 kr. pr. måned købe et Pensionistkort Fyn Rundt. Kortet giver dig mulighed for at rejse frit på hele Fyn og Langeland (med letbane og FynBus, men ikke med DSB og Arriva). 

Med andre ord gælder det om at afsøge de forskellige billetmuligheder, der findes, så du på den måde finder de skarpeste priser, der passer præcis til DIT rejsemønster.

HER kan du læse mere dine billetmuligheder - også når du ikke er pensionist

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070